Før vi kommer ordentlig igang med denne sidste «Runde» af vår «Live-Blogging» fra «Når vi døde vågner», tillater vi os at besvare et Spørgsmaal optil flere har fremsat. «Hvi haver I satt af hele tre indlæg til dette Stykket?» Svaret er ganske enkelt: Af pekuniære Grunne. Denne «Blogs» fremste Formaal er Profitt. Vi ønsker at tjæne mest mulig Penge. Ved at tvære ud en saadan Sak som denne i hele tre Indlæg, forsøker vi at maksimere Indtjeningen uden at legge ind ekstra Arbeid i Form af Læsning.
«Pax vobiscum!» - fred være med eder - slig lyder den sidste Replik i denne «dramatske Epilog» i Henrik Ibsens Forfatterskab. Det er den mystiske, sortklædte Diakonissen der siger dette idet Rubek og Irene begraves af et Sneras på Slutten af tredje og sidste Agt. Hvem hun er, hvad hun symboliserer, er mig fremdeles en Gaade, for nogen Personlighed haver Ibsen ikke udstyrt hende med, og så vidt jeg kan erindre er dette hendes eneste Replik. Hun virker mer som et Spøgelse, en Abstraksjon, kanhænde en Gestalt af Irenes Væsen, end som en selvstændig Person i Rollegalleriet. Hvad hendes Funktion i Stykket er, vil jeg nødig spekulere videre paa nu.
Denne sidste Akt bestaar af to Dele. Først møder vi Godsejer Ulfhejm og Maja på jagt paa Fjellet. De er kommet til en forfallen jagthytte, og begynner at samtale om sine Liv, især det der berører deres Erfaringer med det modsatte Køn. Maja refererer til en episode vi tidligere i stykket har hørt tale om, nemlig om hvorledes Rubek en gang «bildte hende ind, at hun skulde få bli med ham op på det høieste berg, hvor der var lys og solskin over al måde». Men dette blev det aldrig noget af. Der oppe paa Bjerget veretter Maja nu for denne nye Mand i sit Liv hvorledes Rubek kun «narred hende ind i et koldt, klamt bur hvor der hverken var sol eller fri luft… men bare forgyldning og store, forstenede menneskespøgelser rundt væggene». «Mennespøgelsene» er selvsagt skulpturene og Mindet om Irene, der Rubek stødte fra sig, for at vie sig til Kunsten, men aldri klarte at lægge bag sig. Vi faar også høre om Ulfhejms egne Skuffelser i Livet, og hvorledes han blev den Jæger han er.
I tredje Akts anden del handler det om Rubek og Irene, der bestiger bjerget - endelig faar Rubek fullbyrdet det Løfte, han tydeligvis har for Vane at give sine Kvinder - og møder Ulfhejm og Maja der oppe. Men deres Vejer krydses kun. Der det ene Par er paa Veg op, gaar det andet ned. Her bevidner vi nok en Dialog der omhandler det komplicerede Forhold mellem de to og de Snarer de begge har lagt for sine Liv. Irene virker fremdeles lidt sprø. Hun afslører blandt andet, at hun bærer en Kniv med sig overalt, og hun taler stadigt om at være død. Men Kjærligheden sejrer omsider. «Op til forgøttelsens tinde!» siger Irene mod sluten. «Der oppe vil vi fejre vor bryllupsfest, Irene, - du min elskede,» responderer Rubek. Dette er ægte Kjærlighed! «Vil du så følge mig, du min benådelses Brud?» siger Billedhuggeren. «Jeg følger villig, min Herre og Mester,» erklærer Irene. Saa følger den sørgelige Afslutningen jeg begyndte denne Teksten med.
Jeg kan ikke sige, jeg er begeistret over dette Stykket. Til det er handlingen for enkel, og tematikken for vag. Men det er noget ved Sentimentaliteten der tiltaler mig, og nogle af Billederne i Dialogen er slagkraftige. Jeg liker også hvorledes Scenene, Rollefigurene og Motiverne paa et Vis spejler hinanden og gentages i ulike Variationer gjennem Stykket. Dog maa jeg indrømme at jeg ikke vil anbefale Læsere, der ikke er kendt med Ibsen at begynde med dette Stykket. Til det vil nok «Når vi døde vågner» opleves som for obskurt og kedeligt.
(Her er første og andre runde.)
Foto: Fra «Night of the Living Dead» av George A. Romero
Kommentarer
Legg inn en kommentar