Gå til hovedinnhold

Redaktionsmøde

 


Drama i én akt


Dramatis personae:

Myhre, redaktionssekretær, forhenværende bibliotekar

Dalberg, redaktør



En bar med sparsommelig belysning. Myhre sitter ved et af bordene og læser i et tidsskrift. Foran sig på bordet har han et glas brændevin.


Myhre. (Resignert) Hm… Alt ser ud til at gå til hunderne! (Tar en slurk.)


(Dalberg kommer inn fra venstre.)


Dalberg. Nå, så der er De! Jeg har lett byen rundt efter dig. Din husholderske sa’ at De hadde gått ud for at ta’ en pjolter eller to, men hun kunde ikke sige nøyaktigt hvor De skulde.


Myhre. Ja, dager som disse krever sin mand. Da kan en styrketaar gjøre sig. Har De læst hvad de skriver i dette tidsskriftet? Det meste ser ud til at gaa ad undas.


Dalberg. Nåja, så ille kan det vel ikke være? Og hvad slags blad er det som får dig på slige tanker? (Tar opp bladet og betragter omslaget.) Hm… «Føniks». Hvad er det for noget? Er det det der bladet De skriver for?


Myhre. Ja, et og andet har jeg da skrevet der. (Skyver bladet til side.)  Det kan være det samme. Men det var godt De kom, for vi har noget at prate om. (Hever stemmen og henvender sig til betjeningen.). Hei, kelner! kommer De med et glas brandy til denne herren? 


Dalberg. Det er sandt og visst! Hvorledes går det med Deres nye artikkel for Würmstuggu? 


Myhre. Den er snart ferdig. Den burde være klar for publicering i løbet af neste uge. 


Dalberg. Godt, godt. (Kelneren kommer med et glas brandy. Dalberg tager imod.)


Myhre. Men sig mig, Dalberg. Har De læst noget interessant eller pirrende i det sidste som De ikke har skrevet om i Würmstggu endnu?


Dalberg. Ja, jeg har faktisk læst novellesamlingen «Frastøtende tyngdekraft» af Geir Angell Øygarden. Bogen kom ud på Flamme Forlag i fjor, altså i 2022, og indeholder sytten noveller av svært varierende lengde og karakter. To af dem er ren science fiction og omandler kønsdriftens kår i en internasjonal romstasjon. Som man kanskje kan tænke sig, stikker både de nødvendige normer et sligt minimalt samfund må holde sig med, og fraværet af tyngdekraft metaforiske kæpper i hjulene for kønsaktens fullbyrdelse. Har De for eksempel tænkt på hvorledes man forholder sig til ejakuleret sperma i et vægtløst miljø? Øygarden leverer også en ganske modbydelig, men samtidig underholdende og ikke mindst tankevækkende novelle om resirkulering af mad, en lettere bisarr krigsfortelling, nogle korte vignetter som ikke gjorde videre inntryk på mig, samt meget mer. Nogle af novellene har titler som kan virke både lattervækkende og «frække». Hvad sier De til «Må norske noveller alltid handle om uro og det usagte?», «Kjærlighet med liten pinne» eller «Pølsemenn uten kvinner»? Sistnævnte er nok samlingens sterkeste novelle, et sobert gruppeportrett af unge, skuffede pølseselgere i en svensk universitetsby. En anden fin novelle av det mer seriøse slaget finer vi i «Dixieland», der det handler om en udenriksreporters død. Ellers findes der også et og andet stik mod metoo, transideologi og andre intellektuelle modefænomener. Ikke alt er like forståelig, og Øygarden finder plass til både fjas og eksperimenter i sine noveller. Jo,der er nok at underholdes af i denne bogen.


Myhre. Høres ud som noget folk der sætter pris på moderne novellekunst burde kunde ha’ glæde af at læse. 


Dalberg. Det har De sandelig ret i, Myhre.


Myhre. Kan jeg også spørge Dem hvad de hører på af musik for tiden? Husker jeg ret, ha’r de de en vis entusiasme for rock og andre moderne musikgenrer.


Dalberg. Joda, jeg har lyttet til endel hårdrock de sidste dagene, først og fremst min gamle favorit Gary Moore, men også hårdrockorkesteret Van Halens album «For Unlawful Carnal Knowlwdge» fra 1991. Denne LP-plade inneholder en rekke udmerkede kompositioner, men også endel mindre interessant materiale. Interessant nok er det lidet at skryde af på albumets A-side, mens B-siden ikke har ett svakt spor. Skal jeg trække frem nogle favoriter må det bli’ «Man on a Mission», «The Dream is Over» og «Right Now». Dette er sofistikeret hårdrock med energi, driv og fremragende instrumentale præstationer, og da tænker jeg ikke bare på de Eddie Van Halens imponerende gitararbejde, men også på rytmesektionen. Ja, vokalisten også, forsåvidt. Og produktionen er upåklagelig. Selv om jeg synes godt om meget af Van Halens musik, er dette egentlig det eneste albumet hans jeg hører på med regularitet. Måske jeg burde sette mig mer ind i dette ensemblets katalog?


Myhre. Interessant. Som De ved, er jeg mer optaget af mer moderne hårdrock. Jeg er jo ikke så tilårskommen som Dem.


Dalberg. Nuvel, så gammel er jeg dog ikke. (Tar frem uret og bliver overrasket.) Å, er klokken så meget allerede? Jeg må komme mig afgårde. Jeg har en aftale jeg slet ikke må komme for sent til. (Drikker ud og rejser sig.) Send mig den nye artikkelen Deres så snart De blir ferdig, så publicerer vi den på Würmstuggu. På gensyn!


Myhre. Tak, det samme!


(Tæppefald.)





Illustration: Haydn Reynolds Mackey, 1918


Kommentarer

Populære innlegg fra denne bloggen

Bokomtale: Ugress & omstendigheter

  En kveld tidlig i oktober satte jeg meg ned og leste Michaels Konupeks diktsamling Ugress & omstendigheter . Efter å ha lest den to ganger, slo to tanker ned i mitt hode: 1) Om kort tid vil jeg trolig ha glemt hele boken, og 2) for de aller fleste vil boken forbli fullstendig ukjent, kun en anonym bokutgivelse i en smal genre som ble utgitt uten brask og bram en gang i 2024, med mindre noe helt spesielt skulle skje, som for eksempel at Konupek skulle bli en folkekjær realitykjendis eller mottager av Nobels litteraturpris. Derfor satte jeg meg ned og skrev denne teksten, som her siteres i sin helhet:  «Den tsjekkisk-norske forfatteren Michael Konupek er for meg et nytt navn, men ifølge omslagsteksten på den ferske diktsamlingen Ugress   & omstendigheter har han utgitt flere skjønnlitterære verk, deriblant romanen Böhmerland 600 cc . Boken har et monokromt omslag i en farve jeg vil kalle «mørk militærgrønn» og inneholder informasjon om tittel, forfatter, genre og forlag. Boken

Troller Würmstuggu nyhetsbildet igjen?

  Det siste døgnet har vi mottatt en del henvendelser fra våre lesere angående denne artikkelen i VG. Er denne «Selma Moren, debattjournalist og kommentator» bare en oppdiktet Würmstuggu-figur? er det noen som spør. Er det bare redaksjonen som er ute og troller nyhetsbildet igjen?  Dette har vi avkreftet tidligere, men likevel er det ikke helt usant. Det er ikke vi som har skapt figuren, det er det noen i VGs satireredaksjon som har gjort, men akkurat denne artikkelen er det vi som har ført i pennen. Vi har nemlig inngått en avtale med VG om å levere «Selma»-stoff i tiden fremover. Men vi er ikke de eneste, for «Selma» er et gruppeprosjekt med flere bidragsytere, både fra VG-redaksjonen og eksterne. Vi synes det er en morsom utfordring å se nyhetsbildet gjennom øynene til en tenåringspike som kanskje er litt trangsynt og ikke så veldig smart, men som kompanserer med et stort hjerte og tro på seg selv. Det er flere «kommentarer» som allerede er skrevet og som bare venter på å bli publ

Når #metoo dreper

  Søndag 24. mars begynte et mareritt for den prisbelønte amerikanske serieskaperen Ed Piskor, kjent for tegneserier som «Hip Hop Family Tree», «Wizzywig» «Red Room» og «X-Men: Grand Design», og ikke minst den svært populære Youtube-kanalen «Cartoonist Kayfabe». En kvinne ved navn Molly Dwyer postet en «historie» på Instagram der hun fremla et nøye kuratert utvalg chatmeldinger fra 2020 som kunne gi inntrykk av at Piskor forsøkte å flørte med henne. På dette tidspunktet var Dwyer 17, snart 18 år, og Piskor var 37. De kontekstløse chatmeldingene ble ledsaget av grove anklager om «grooming» og uanstendig omgang med en mindreårig. Noen tok et skjermbilde av Instagram-posten og spredde den på sosiale medier. Dermed var helvete igang for Ed Piskor. Internettmobben begynte å samle seg for å ta ned nok et offer.  I løpet av timer ble det en allment akseptert sannhet at Piskor var en pedofil overgrepsmann, eller i beste fall en «creepy old man» som prøvde å komme ned i buksene på unge piker. H